ANA er et tværæstetisk rum for kunstneriske eksperimenter, vidensdeling og kritisk diskussion på Ydre Nørrebro i København. ANA er dedikeret til en forestilling om kunst som en offentlig sfære og som et kollektivt refleksionsredskab, der kan skabe former og billeder, så vi kan se og sanse, stille spørgsmål og tænke verden og hverdagslivet på nye måder. ANA fokuserer med og gennem kunst på at dele viden, teste idéer og præsentere alternative forestillingshorisonter og handlingsmodeller.
ANA er etableret i 2009 og udspringer af det aktivistiske kunstnerkollektiv YNKB (Ydre Nørrebro Kultur Bureau). ANAs program har fire spor: ANA Lokal, ANA Air, ANA Børn og ANA Forum. Disse trækker tråde tilbage til den danske billedhugger Astrid Noacks hverdagsliv og kunstneriske virke i atelieret i perioden 1936-1950, hvor sociale og faglige udvekslinger med naboer og kunstnere fra nær og fjern var en del af dagligdagen. ANAs tværæstetiske program forbinder rummets historiske rolle med et ønske om i fællesskab at udvikle stedet, der som resultat af gentrificering ligger isoleret tilbage afskåret fra sin tidligere eksistens som en del af et livligt baggårdsmiljø med værksteder og småindustri.
ANA står i dag på skuldrene af de mange kunstnere og aktører, der gennem årene har bidraget til at støtte og udvikle stedet. ANAs institutionelle modus operandi er forankret i et princip om gentagelse og langsommelighed. For at give kunstnere mulighed for processuelt at udvikle projekter gennem flere år og få viden om rummet og det omkringliggende hastigt gentrificerede område – der tidligere var et typisk arbejderkvarter – vægter vi at invitere kunstnere i flere omgange, således at de over tid kan fortsætte undersøgelser og samtaler. Vores ønske er at holde tingene i bevægelse, at prioritere proces over resultat, og at agere som et åbent, omsorgsfuldt, generøst og inkluderende kunstrum.
I de kommende år vil vi yderligere forsøge at betone værdier omkring langsommelighed, fordybelse, fællesgørelse og kollektiv (af)læring. Et værdisæt, der bevæger sig imod de produktivitets- og effektivitetsorienterede strukturer, der præger det omgivende kapitalistiske samfund og kunstinstitutionen, og som ofte resulterer i stress og udmattelse. Vi ønsker skridt for skridt at sænke tempoet og fokusere på at tilbyde kunstnere reel tid til fordybelse og mulighed for at eksperimentere og forske i en kontekst, hvor vidensdeling, forhandling og kritisk dialog er i centrum.
ANAs kunstprogram 2023 er støttet af:
Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat
Det ligger der endnu. Billedhuggeratelieret i Rådmandsgade 34 på Ydre Nørrebro i København. Her boede og arbejdede billedhuggeren Astrid Noack (1888-1954) under meget primitive forhold i baghuset i perioden 1936-1950. Herfra kæmpede hun sin vej op gennem tidens mandsdominerende kunstverden, og skabte nogle af sine betydeligste værker.
I 2010 blev Fonden Rådmandsgade 34 dannet med det formål, nænsomt at restaurere atelieret. I September 2016 påbegyndtes, som det første vigtige skridt i Fondens arbejde, restaureringen af den del af baggården som Astrid Noack boede og havde atelier i. Restaureringen er realiseret med støtte fra Ny Carlsbergfondet og varetages af arkitekt Erik Brandt Dam.
Astrid Noack (1888-1954) er en af det tyvende århundredes betydeligste danske kunstnere, og som billedhugger var hun inspireret af den franske tradition, gennem sin lærer på Maison Watteau, Charles Despiau, som er karakteriseret ved nøjsomhed og knaphed i midlerne og med forbillede i den arkaiske skulptur. Figurerne står i rummet og med små bevægelser skabes forskydninger, der giver skulpturen liv. Skulpturerne er bygget op indefra, hvorfra forskydningerne forplantes ud mod overfladen og videre ud i rummet.
Astrid Noack blev født 30 januar 1888 i Ribe som syvende og sidste barn af en velstående købmand. I 1906 kom hun i billedskærerlære på Vallekilde Højskole og efter svendestykket i 1910, arbejdede hun som billedskærer og håndværker i København.
I Vallekilde var hun blevet en del af et grundtvigiansk kunstnermiljø med Joakim Skovgaard i spidsen, og da mange kunstnere efter 1. verdenskrigs afslutning rejste til Paris, fulgte Astrid Noack med. Et lille håndværkerlegat og billedskærer-håndværket var hendes økonomiske ballast.
Maison Watteau, den skandinaviske kunstskole og udstillingssted blev Astrid Noacks holdepunkt i Paris. Her trivedes hun godt i miljøet og fik nye venner blandt kunstnerne og hendes kunstneriske talent udfoldede sig. Det store krak i 1929 gjorde livet i Paris mere besværligt og i efteråret rejste Astrid Noack tilbage til København.
Først havde hun et atelier på Nøjsomhedsvej, men i 1936 flyttede Astrid Noack til Rådmandsgade 34 på Nørrebro. Her genfandt hun stemningen fra de parisiske arbejderkvarterer, og hun blev hurtigt glad for stedet. I det lille spartanske atelier på Nørrebro på 32 m2, hvor hun både boede og arbejdede, skabte hun nogle af sine betydeligste værker. Statuen af Anna Ancher, der blev opstillet ved Skagens Museum i 1939, var hendes kunstneriske gennembrud. ”Göteborgpigen”, som blev optaget i Kulturkanonen, er også skabt i Rådmandsgade. I 1944 havde hun en stor retrospektiv udstilling i Kunstforeningen i København og efter krigen vistes hendes arbejder på udstillinger i Sverige og Norge. Knud W Jensen kom også i atelieret i Rådmandsgade og købte skulpturer som dannede grundstammen, da han senere grundlagde Louisiana, som moderne kunstmuseum. Senere blev de overført til Holstebro Kunstmuseum, hvor man i dag kan se Astrid Noacks værker.
Astrid Noack fraflyttede atelieret i 1950 på grund af sygdom og de usunde forhold i atelieret og fik et nyt atelier på Amager, men der følte hun sig som en fremmed fugl, og hun blev aldrig fortrolig med kvarterets beboere som i Rådmandsgade på Nørrebro. Hun døde 26 december 1954 af Lungekræft.
Hele baggårdsmiljøet bag Rådmandsgade 34 er unikt, en tidslomme, hvor det ikke er svært at forestille sig hvordan livet har udfoldet sig i trediverne og fyrrerne, da Astrid Noack levede og arbejdede der. Og hvor hun befandt sig godt trods beskedne forhold. Her genfandt hun et miljø, der mindede om det, som hun kendte fra årerne i Paris (1918 – 29). I denne baggård boede og arbejdede hun side om side med småerhverv, som bl.a. smedjer, skrædderier, maskinværksteder, sadelmageri, rammefabrik, garveri og værktøjsfabrik. Hendes virksomhed indgik som et naturligt led i baggårdens daglige liv med håndværkere og værksteder og kvarterets børn, som hun elskede.
I et brev til Vera og Tor Bjurström har Astrid Noack beskrevet livet i baggården, hvor hun boede: ”Her går det for fuldt drøn i Rådmandsgade: Dag og nat arbejdes i denne gård. Når jeg slutter ved 1-2 tiden begynder klejnekogning i et rum ved siden af mig. Gassen leveres herfra mig til 4000 klejners kogning hvert døgn. 7 morgen begynder blikken – og kobbermesteren og så noget efter tager jeg på vej igen. Desuden er her saddelfabrik og meget andet stille arbejde og stille familieliv i kælderen i forhuset, hvor der sælges tobak” – ”Hyggelige folk, ligetil – som dem jeg kan lide i Paris.”
I forhuset var der en tobaksforretning med salg af øl. Hertil kunne man altid ringe besked til Astrid Noack, så sørgede fru Næsby for at overbringe den.
På billeder ses det hvordan det lille Atelier var propfyldt med store skulpturer, nogle af dem tildækket med våde klude for at holde leret fugtigt. Hun sov på en sammenklappelig harmonikaseng og maden lavede hun på kakkelovnen henne ved skorstenen. Ved et lille bord, tæt ved indgangen, kunne hun spise og bagved var bogreolen. På væggene var, foruden hendes egne skulpturer og skitser, værker af tidens betydeligste kunstnere, først og fremmest hendes venner, Jens Søndergård, Niels Lergaard og Niels Larsens Stevns, som også har været jævnlige gæster i atelieret, sammen med andre af tidens betydeligste kulturpersonligheder.
Ind i mellem blev der festet, som da hun blev 60 i 1948: ”Vi havde en mægtig fest her i Rådmandsgade med sild, hvide bønner, sprængt oksebryst, salat, ost, kaffe, kager, snaps, øl og vin i lange floder og megen stemning og livsmod og lyst og jeg som havde tænkt mig stille og fredeligt at glide ind i den næstsidste ungdom må bekende at denne måde det blev på var helt rigtig.” (Brev til Vera og Tor Bjurström 3-4-1948).
Astrid Noack hjalp ofte med husly i form af et lejet værelse i forhuset. Her har nogle af hendes franske kunstnervenner boet, bl.a. billedhuggeren Jean Osouf.
Mange af hendes nærmeste venner var kommunister eller jøder, og flere af dem og også hendes nærmeste familie gik ind i modstandskampen. Frihedskæmpere kunne altid sove der om natten. Astrid Noack bekendte sig til kommunismen, og hun hjalp trofast med at sælge Land og Folk på gaden.
Astrid Noack elskede kvarterets børn og de var altid velkomne hos hende i atelieret, hvor hun altid havde en pakke kiks til børnene.
Astrid Noack taler om skabelse af Anna Ancher skulpturen
Astrid Noacks Atelier er en forening, som du kan blive medlem af. Medlemmer og bestyrelsen består af alle mulige folk; kunstnere, kunsthistorikere, kulturarbejdere og andre, der har en interesse i ANAs aktiviteter og i arbejdet med at bevare den gamle historiske bygning.
Foreningens overordnede formål er dels at arbejde for en bevarelse og genanvendelse af Astrid Noacks Atelier i Rådmandsgade 34 og dels løbende at (videre)udvikle stedet til en levende platform for kunstneriske eksperimenter, kritisk diskussion og vidensdeling.
Hvis Astrid Noacks Atelier skal bevares og udvikles for eftertiden, har vi brug for dig.
Personligt medlemskab: 150 kr.
Medlemskab for foreninger: 300 kr.
Medlemskab for firmaer/institutioner: 600 kr.
Der kan indbetales på: Reg. nr. 2109 og Konto nr. 6883606696
Husk at notere navn og email ved betaling. Og tilmeld jer Astrid Noacks Ateliers nyhedsbrev.