Astrid Noack blev født 30 januar 1888 i Ribe som syvende og sidste barn af en velstående købmand. I 1906 kom hun i billedskærerlære på Vallekilde Højskole og efter svendestykket i 1910, arbejdede hun som billedskærer og håndværker i København.

I Vallekilde var hun blevet en del af et grundtvigiansk kunstnermiljø med Joakim Skovgaard i spidsen, og da mange kunstnere efter 1. verdenskrigs afslutning rejste til Paris, fulgte Astrid Noack med. Et lille håndværkerlegat og billedskærer-håndværket var hendes økonomiske ballast.

Maison Watteau, den skandinaviske kunstskole og udstillingssted blev Astrid Noacks holdepunkt i Paris. Her trivedes hun godt i miljøet og fik nye venner blandt kunstnerne og hendes kunstneriske talent udfoldede sig. Det store krak i 1929 gjorde livet i Paris mere besværligt og i efteråret rejste Astrid Noack tilbage til København.

Først havde hun et atelier på Nøjsomhedsvej, men i 1936 flyttede Astrid Noack til Rådmandsgade 34 på Nørrebro. Her genfandt hun stemningen fra de parisiske arbejderkvarterer, og hun blev hurtigt glad for stedet. I det lille spartanske atelier på Nørrebro  på 32 m2, hvor hun både boede og arbejdede, skabte hun nogle af sine betydeligste værker. Statuen af Anna Ancher, der blev opstillet ved Skagens Museum i 1939, var hendes kunstneriske gennembrud. ”Göteborgpigen”, som blev optaget i Kulturkanonen, er også skabt i Rådmandsgade.  I 1944 havde hun en stor retrospektiv udstilling i Kunstforeningen i København og efter krigen vistes hendes arbejder på udstillinger i Sverige og Norge. Knud W Jensen kom også i atelieret i Rådmandsgade og købte skulpturer som dannede grundstammen, da han senere grundlagde Louisiana, som moderne kunstmuseum. Senere blev de overført til Holstebro Kunstmuseum, hvor man i dag kan se Astrid Noacks værker.

Astrid Noack fraflyttede atelieret i 1950 på grund af sygdom og de usunde forhold i atelieret og fik et nyt atelier på Amager, men der følte hun sig som en fremmed fugl, og hun blev aldrig fortrolig med kvarterets beboere som i Rådmandsgade på Nørrebro. Hun døde 26 december 1954 af Lungekræft.

Hele baggårdsmiljøet bag Rådmandsgade 34 er unikt, en tidslomme, hvor det ikke er svært at forestille sig hvordan livet har udfoldet sig i trediverne og fyrrerne, da Astrid Noack levede og arbejdede der. Og hvor hun befandt sig godt trods beskedne forhold. Her genfandt hun et miljø, der mindede om det, som hun kendte fra årerne i Paris (1918 – 29). I denne baggård boede og arbejdede hun side om side med småerhverv, som bl.a. smedjer, skrædderier, maskinværksteder, sadelmageri, rammefabrik, garveri og værktøjsfabrik. Hendes virksomhed indgik som et naturligt led i baggårdens daglige liv med håndværkere og værksteder og kvarterets børn, som hun elskede.

I et brev til Vera og Tor Bjurström har Astrid Noack beskrevet livet i baggården, hvor hun boede: ”Her går det for fuldt drøn i Rådmandsgade: Dag og nat arbejdes i denne gård. Når jeg slutter ved 1-2 tiden begynder klejnekogning i et rum ved siden af mig. Gassen leveres herfra mig til 4000 klejners kogning hvert døgn. 7 morgen begynder blikken – og kobbermesteren og så noget efter tager jeg på vej igen. Desuden er her saddelfabrik og meget andet stille arbejde og stille familieliv i kælderen i forhuset, hvor der sælges tobak” – ”Hyggelige folk, ligetil – som dem jeg kan lide i Paris.”

I forhuset var der en tobaksforretning med salg af øl. Hertil kunne man altid ringe besked til Astrid Noack, så sørgede fru Næsby for at overbringe den.

På billeder ses det hvordan det lille Atelier var propfyldt med store skulpturer, nogle af dem tildækket med våde klude for at holde leret fugtigt. Hun sov på en sammenklappelig harmonikaseng og maden lavede hun på kakkelovnen henne ved skorstenen. Ved et lille bord, tæt ved indgangen, kunne hun spise og bagved var bogreolen. På væggene var, foruden hendes egne skulpturer og skitser, værker af tidens betydeligste kunstnere, først og fremmest hendes venner, Jens Søndergård, Niels Lergaard og Niels Larsens Stevns, som også har været jævnlige gæster i atelieret, sammen med andre af tidens betydeligste kulturpersonligheder.

Ind i mellem blev der festet, som da hun blev 60 i 1948: ”Vi havde en mægtig fest her i Rådmandsgade med sild, hvide bønner, sprængt oksebryst, salat, ost, kaffe, kager, snaps, øl og vin i lange floder og megen stemning og livsmod og lyst og jeg som havde tænkt mig stille og fredeligt at glide ind i den næstsidste ungdom må bekende at denne måde det blev på var helt rigtig.” (Brev til Vera og Tor Bjurström 3-4-1948).

Astrid Noack hjalp ofte med husly i form af et lejet værelse i forhuset. Her har nogle af hendes franske kunstnervenner boet, bl.a. billedhuggeren Jean Osouf.

Mange af hendes nærmeste venner var kommunister eller jøder, og flere af dem og også hendes nærmeste familie gik ind i modstandskampen. Frihedskæmpere kunne altid sove der om natten. Astrid Noack bekendte sig til kommunismen, og hun hjalp trofast med at sælge Land og Folk på gaden.

Astrid Noack elskede kvarterets børn og de var altid velkomne hos hende i atelieret, hvor hun altid havde en pakke kiks til børnene.

Astrid Noack taler om skabelse af Anna Ancher skulpturen