Under deres to-delte residency-ophold i ANA vil Hanni Kamaly arbejde med et projekt med arbejdstitlen «Object/Other». Projektet er en kunstnerisk udforskning af det historiske samspil mellem forskning, politik, museologi og kunst med henblik på at vise, hvordan disse elementer tilsammen udgjorde en vidensproduktion, som har efterladt spor i vores samtids visuelle og materielle kultur. Projektet er baseret på forskning i brugen af visuelle midler, fotografier og skulpturer i repræsentationen af «racer», og hvordan dette var med til at forme det politiske landskab.

Kunst fra antikken blev betragtet som smuk og som et udtryk for en højere civilisation, der var mere udviklet end andre »racer«, og de græske skulpturer fra antikken blev brugt til at hævde »den hvide races« overlegenhed. Den hvide marmor blev et symbol. En sammenligning mellem græske skulpturer og den hvide eller nordiske race blev også brugt i teorier om frenologi og kraniemålinger. Dette fandt senere sit modstykke i etnografiske skulpturer. Kunstværker skabt for at fremhæve og illustrere forskelle mellem såkaldte »menneskeracer«. Flere billedhuggere var aktive indenfor denne type kunstnerisk praksis. Blandt dem var Ellen Locher-Thalbitzer, datter af maleren Carl Locher, gift med etnografen William Thalbitzer og samtidig med Astrid Noack. Sammen med sin mand rejste hun til Grønland, hvor hun skabte flere portrætter og kunstværker.

FILMVISNING & SAMTALE:

Torsdag d. 26. juni kl. 17 viser vi Hanni Kamalys HeadHandEye (2017/18). I dette videoværk fletter Kamaly billeder og historier sammen i associative tankekæder, der afslører, hvordan magt altid er blevet udøvet ved at kontrollere og dehumanisere den andens krop. Den franske psykoanalytiker Jacques Lacan (1901–1981) hævdede, at spædbørn i starten oplever deres krop som separate dele, men at hjernen i spejlstadiet forbinder den fragmenterede krop til en helhed, og at det er her, subjektet opstår. Kamalys film viser den omvendte proces, nemlig hvordan subjektet bliver revet i stykker og bliver et objekt, der er prisgivet autoriteten. Filmens titel nævner tre dele af kroppen, der er afgørende for vores evne til at manifestere os selv i verden – hoved, hånd og øje. Gennem tiderne er disse kropsdele blevet afskåret som straf for at bryde reglerne og udfordre magthaverne. Den fragmenterede krop kan derefter bruges i den efterfølgende dehumaniseringsproces.

Efter filmvisningen samtaler Hanni Kamaly med kritiker Frida Sandström om sin igangværende research omkring Ellen Locher-Thalbitzer; et arbejde der væver visuel kultur, etnografi og historie sammen med henblik på at italesætte patriarkalske, koloniale og racistiske strukturer, der stadig eksisterer i dag.

Vi slutter af med vin og snacks.

BIO:

Hanni Kamaly (født i Hedmark, 1988) er en forskningsbaseret kunstner bosiddende i Malmö. Kamalys praksis afdækker fortællinger om subjektdannelse gennem skulptur, film og performance. Kamaly intervenerer i race- og kolonihistorien for at fremhæve øjeblikke af dehumanisering og konstruktionen af den anden.

Frida Sandström er kritiker og ph.d.-stipendiat i Moderne Kultur ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet. Sandström underviser i kunsthistorie og kritisk teori ved en række skandinaviske universiteter og kunstakademier. Sandström har særligt fokus på feministiske samarbejdspraksisser i sin forskning.

Projektet er støttet af Statens Kunstfond.