TABT TITEL er et performativt værk, der placerer sig mellem billedkunst, performance, lyd og brug af stemmen. Det skabes af performancekunstner Sara Hamming i samarbejde med komponist Anja Jacobsen og med koreografisk research af Alice Martucci. Performanceværket handler om affald som traume; som noget kropsligt og psykologisk samt som et politisk og miljømæssigt problem. Performanceværket er inspireret af det antikke græske kors poetiske og musikalske former og af gruppeterapi – hvor en gruppe mennesker sætter sig i forbindelse med hinanden gennem samtale for at opløse skam og tabuer. Teksten til TABT TITEL skrives af otte personer, der på forskellig vis arbejder med eller har et særligt forhold til affald fx renovationsarbejdere, miljøaktivister og mennesker, der “hoarder”, dvs. samler og ikke smider ud. Disse tekster performes af et kor. Efter de offentlige opførelser i Astrid Noachs Atelier, vil værket turnere rundt i landet og de sceniske anvisninger videregives da til lokale kor.

De første offentlige visninger af det performative arbejde finder sted i ANA:

Lørdag d. 29. maj kl. 15

Søndag d. 30. maj kl. 15

“The plumber, however, is the pioneer of cleanliness. He is the first artisan of the state, the billeting officer of culture, of today’s prevailing culture.”

“Increasing water usage is one of the most pressing tasks of culture.”                              – Adolf Loos, Plumbers, 1898

“It’s all about second hand tomatoes. In the sense that you have second hand tomatoes that fall on the ground in the farm, that are in some way recycled within the farming system. You have second hand tomatoes, that are dropped in the shop or nobody buys them and they’re left there in the end of the day. You have second hand tomatoes in your kitchen where you chop things up. And then you have the second hand tomato that you actually eat. And they go into the toilet. And so the circular economy for sanitation is a lot about the idea that it’s all just second hand tomatoes. How can we get those flows of nutrients and water and get those nutrients back onto the soil.”                                                                                         – Sandy Rodger, Global Sanitation Economy Summit 2019

”Sludge Cake” er en fortsættelse af Sebastian Hedevang og Andreas Rønholts fælles projekt ”The Chocolate Wagon”, der handler om kloakering, sanering og disses afledte historier og tematikker.

Til Astrid Noacks Atelier vil de to kunstnere skabe en række værker, der tager afsæt i den korte historie om ‘slamkagen’ i et call response til Astrid Noacks relief ”Oksekærren” fra 1953.

Begrebet ‘slamkage’ referer til en eksperimentel overgangsperiode fra den manuelle tømning af latrinen til etableringen af det moderne kloaksystem, hvor man kørte latrinen ud på marker og formgav dem til blokke, som lå til tørre i solen og dernæst blev solgt videre til landmænd til gødning. I den forbindelse gik slamkagen også under den lidt pænere eufemisme “bygødning”. Den engelske betegnelse night soil beskriver nok denne proces fra den natlige tømning af latrinen til gødning i landbruget mere præcist. Brugen af ‘slamkager’ til gødning stoppede i Danmark, da man frygtede tyske flygtninge fra første verdenskrig bragte sygdomme med sig som kunne smitte via gødningen.

Ordet ‘slamkage’ kom tilbage i sproget, da man stoppede med at lede kloakken direkte ud i vandet. I dag refererer ordet således både til det afvandede slam fra ristene i moderne renseanlæg, men også restproduktet fra biobrændselsanlæg kalder man slamkager.

I det hele taget har genanvendelsen af slamkagen udviklet sig til højteknologiske processer. Groft skitseret inddeles slammet i 3 kvalitetsgrader: A-slam, der bruges som gødning i landbruget kaldet “biogødning”, B-slam, der skal viderebehandles inden genanvendelse og C-slam, der deponeres eller afbrændes. Udover genanvendelsen som “biogødning” indgår slamkagen i dag til en lang række genanvendelser: biogas, fosforudvindning, bioplast. biobrændstof og byggematerialer. De løbende udfordringer for de forskellige typer af genanvendelse er de miljøfremmede stoffer: tungmetaller, mikroplast, hormoner og farmaceutisk forurening, samt at undgå udslip af klimagasser i atmosfæren samtidig med, at man får brugbar energi ud af dem. 

Det nyeste indenfor “spildevandets nytteværdig” er, at man er begyndt at monitorere Covid-19 smittetryk, da man kan måle og lokalisere udbrud på kloaknettet før folk har fået symptomer. Dette kunne blive et vigtigt redskab til at overkomme en af den nuværende pandemis største udfordringer: virussens lange inkubationstid.

Udstillingen er støttet af:

Statens Kunstfond, Københavns Kommune – Rådet for Visuel Kunst og Guldagergaard.

“Jag hade en idé om att mitt arbete på ANA skulle handla om staden, och den förändring som pågår, med en stad som växer, men som också verkar bli mer och mer likriktad. Sen kom pandemin. Att röra sig runt i staden är förknippat med ett obehag och att mötas ansikte mot ansikte är något vi gjorde förr. Att ta sig an staden på det sätt jag först tänkte går inte längre, inte nu, men förhoppningsvis någon gång framöver. Istället arbetat jag med ett annat verk, mindre dokumentärt, kanske mer en sorts skiss över ett tillstånd. Enkelt. Ofärdigt. En loop som vi fastnat i. Ett rum som vi inte lämnar, och ändå pågår det något utanför. Gårdar stängs och privatiseras, husen blir fler, gröområdena färre. Ja, staden växer, men rummen vi delar blir trängre och trängre. Vi måste ta oss ut igen.”

“Mens byen vokser” er anden del af Johan Tiréns ophold i Astrid Noacks Atelier. Første del fandt sted i oktober 2020.